Klitkoret er et blandet voksenkor på omkring 60 sangglade medlemmer. Koret, som blev dannet i 1983, hører under Frederikshavn Kommunale Musikskole. Vi øver hver mandag aften fra kl. 19.15 til kl. 21.45.

I Klitkoret er vi så heldige, at vi har hele 2 dygtige og engagerede dirigenter, nemlig Agnethe Koch Harding, der varetager den klassiske del af vores repertoire samt Tove Susanne Therp, som tager sig af de rytmiske opgaver. Det betyder, at Kitkoret har et meget alsidigt repertoire, med numre der spænder lige fra f.eks. Andrew Lloyd Webbers ”The Phantom og the Opera” og John Høybyes dejlige korsatser, til Queens ”Bohemian Rhapsody” og de flotte numre fra ”Løvernes Konge”.

I Klitkoret har vi endvidere en meget dygtig akkompagnatør i Lone Erbs.  

I årets løb deltager Klitkoret i mange forskellige spændende og sjove arrangementer. Vi er f.eks. med ved de populære Nytårskoncerter på Kulturhus Kappelborg, sammen med Det Jydske Underholdningsorkester og Nordjyske strygere under ledelse af Vagn Egon Jørgensen, og med solister som Lis Sørensen, Søs Fenger, Marie Carmen Koppel, Louise Fribo og sidst, men ikke mindst, Bobo Moreno.

Herudover deltager koret f.eks. også ved De 9 Læsninger i kirken, og vi afholder hvert år en velbesøgt forårs- og julekoncert. Klitkoret har også arrangeret og medvirket ved flotte gospelkoncerter og hyggelige jazz- og alsangskoncerter.

Ud over at være glade for at synge, er vi også rigtig glade for at rejse, og hvert andet år tager Klitkoret på tur. Hvert 4. år en forlænget weekend - typisk i Danmark, og hvert 4. år går turen til udlandet i op til en uge.  Vi har f.eks. besøgt Prag, København, Kreta, Ribe og Mallorca. I foråret 2014 besøgte vi Helsingør og i 2016 gik turen til Toscana.

På rejserne har vi haft mange dejlige oplevelser sammen. Vi har besøgt mange spændende steder, og vi har afholdt koncerter for et altid interesseret publikum.

Som man måske kan læse ud af ovenstående, så har vi et rigtigt godt kammeratskab i koret. Vi kan lide at hygge os sammen på vores rejser, ved vores arrangementer og ikke mindst ved vores juleafslutning og vores årlige generalforsamling.

Skagen, den 27. februar 2018